Festivaler

Spor Festival Århus

2015-05-07 to 2015-05-10

IDE OG BAGGRUND

SPOR er en festival i Aarhus for nutidig lyd- og tonekunst. 

SPOR festival arbejder ambitiøst og kontinuerligt med at aktualisere og formidle lyd- og tonekunst på allerhøjeste kunstneriske niveau, nationalt som internationalt. Festivalens hjerte banker varmt for al den fantastiske ny musik og lydkunst, der skabes for at udfordre og møde publikum, forskønne, ændre eller vise andre veje.

To grundSPOR

Festivalen har to grundSPOR: et etableret, internationalt ”SPOR” som præsenterer komponister/værker/musikere, der endnu ikke har været opført i DK og et mere risikobetonet ”SPOR” med bestillinger af unge talenter, som vi gør en dyd ud af at etablere en producerende platform for. Der er meget få (hvis nogen!) sikre valg i SPORs programlægning. Det giver sommerfugle i maven og en masse benarbejde men også - år efter år - masser af bevis for at genren trives og er i en rivende udvikling.

En lang tradition

SPOR fandt sted første gang i 2005 under komponist Thomas Agerfeldt Olesens ledelse og med komponist Niels Rønsholt som årets kurator. Siden juni 2007 har Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen fungeret som SPOR festivalens ledere. 

SPORs hjemsted i Aarhus bygger på en lang tradition. Aarhus har gennem tiderne fremstået som en fremadsynet og visionær platform for den nyeste lyd- og tonekunst. En position som i særdeleshed blev etableret via NUMUS festivalen, der var etableret og realiseret af komponisten Karl Aage Rasmussen gennem 25 år, fra 1978 til 2002. 

SPOR New Music School

Ved siden af festivalaktiviteten er SPOR også initiativtager til selvstændige aktiviteter, der rækker ud over festivalen.SPOR New Music School er festivalens nye satsning på samtidsmusik og lydkunst i børnehøjde, hvor børns skabende kraft og de kreative musikalske processer er i centrum. Projektet er støttet af Aarhus 2017 Fonden og involvere en række danske og internationale kræfter.